Vandet når sine bredder og oversvømmer alt...

Først overvejede jeg titlen: Selvmord eller ej? 
Men besluttede det nok var en smule offensivt at kaste lige i hovedet på dem som måske kommer forbi denne blog...

Selvfølgelig starter mit liv ikke med selvmordstanker, og pyha for det da. Nej selvmordstanker blev en del af mit liv, eller nærmere mine tanker og bevidsthed for første gang, i syvende klasse. Jeg tror ikke jeg havde skænket selvmord en videre dyb tanke før, men som et emne i undervisningen blev ordet printet fast i min bevidsthed og her har det groet lige siden. Ikke at det ikke ville have kommet alligevel, for tanken var der, men ordet var ukendt. Nå... men jo, det strejfede mine tanker dengang. 

Hvornår bliver selvmordstanker for alvor en del af mine tanker? 
Et utal af gange har livet revet mig rundt, revet tæppet væk under mine fødder, slået og sparket mig mens jeg lå ned, ventet i skyggerne inden det slog til... Hele livet har det hobet sig op, vandet har steget inden i mig, indtil det skyllede over sine bredder, og oversvømmede alt som en tsunami. 

Nærmere årstal vil jeg ikke komme ind på, men jeg husker tankerne komme snigende. Først en følelse af at være udmattet, at kigge mig over skulderen, frygte alt, frygte mig selv og alle omkring mig. En vrede ulmede indeni, og uden et afløb, vendte vreden sig mod mig selv. Jeg hadede alt ved mig selv, alt var min skyld, hvorfor skulle jeg blive i en verden, der tilsyneladende hadede mig, og endnu vigtigere i en verden hvor jeg hadede mig selv. Jeg ledte desperat efter en grund, bare én grund til at livet føltes så tomt og koldt. Hvorfor alt modgang ramte mig, var det min egen skyld? måske, men hvordan? 

Stemmerne inde i mit hoved blev mere og mere aggressive med tiden, og intet svar kom mig til undsætning. Så jeg gled længere ned i mørket, lod det opsluge mig, gemte mig bag dæmonerne og lod dem hærge mit sind. Jeg lagde planer, jo det rigtig. Planer for min afsked, hvordan det skulle lade sig gøre, hvordan jeg kunne blive fri.! Fri fra alt, fred, jeg ønskede bare at få fred...

Det er stadig en del af min hverdag, en del af mine tanker, dæmonerne har stadig bolig i mit sind og de ligger stadig planer... at jeg er her endnu, det forstår ikke engang jeg selv. Men faktum er, at jeg stadig trækker vejret (så meget det muligt). Men årene har været fyldt, med kamp mod mig selv, mod mit eget sind, og mine egne tanker... En umulig kamp, hvor jeg både vil være vinder og taber. 

Sådan vil det nok altid være... Sandt at sige, har livet efterladt sig både ar på krop og sjæl...