Stjernevrimmel

Kan det ske at en dag mit iskolde hjerte det tør

Men hvorfor leve, intet sker uanset hvad jeg gør

Jeg mærker lyset inden i mig stille brænde ud

Imens håbet inde i mig daler som et stjerneskud

Står i mørket og ser op på den glimtende himmel

Mon jeg vil blive en del af den stjernevrimmel

Jeg drømmer mig til et sted hvor jeg kan flyve frit

Et sted hvor smerten og jeg, vi endelig er kvit

Mon vinden en dag vender så jeg får medvind

Og jeg endelig kan bryde ud af dette tankespind

Jeg tør ikke være mig, men er træt af at parodiere

Vil jeg turde driste at lukke en ind bag mine barrierer

Tænker ofte på den tid hvor nedture endnu var ukendt

Et naivt barn hvor forståelsen af smerte er ufuldendt

Måske en dag jeg kan finde vejen, der fører tilbage

Hvor styrken er gemt, så jeg kan nyde de sidste dage