Overtænk det der kan tænkes
Overtænk... At overtænke at jeg overtænker...
Det må da siges at være en ond spiral, der aldrig kan stoppes.
Det ene bider det andet i halen... lige nu overtænker jeg at jeg overtænker min tendens til at overtænke...
Kan i følge med? for jeg har vidst mistet overblikket.
Men når noget i mine tanker virker fremmede, men fremstår med min stemme og florere i mine tanker, så må det vel være en del af mig? men hvorfor er der så en del af mig, der ikke genkender stemmen? eller ordene der udtales?
Jeg ville ønske jeg kunne sige, "Pyt det da lige meget, videre i livet"... men det kan jeg ikke, jeg kan ikke lade det ligge, og jo længere væk svaret synes, nu mere overtænker jeg det. Den ene tanke følger den anden og pludselig sidder jeg håbløs og tvivler livets værdi og mening, eller rettere min mening i livet....
Tankerne kan ikke stoppes, de kommer uvelkomne, og samles til der ikke er plads til andet inde i mit hoved, end dem. De bliver så overdøvende at jeg ikke kan ignorere dem, jeg trækkes med ned af den farlige vej, ind i spiralen, trækkes gennem mudret og efterlades i håbløsheden, uden svar, og uden at vide hvordan jeg havnede der.
Som at være fanget i en labyrint hvor gangene ændre sig hver gang jeg er ved at nå udgangen.
En labyrint i en labyrint... sådan fortsætter det, fanget i mine tankers spind. Viklet godt og grundigt ind i tanker der er mine, men føles så fremmede.
Jeg mister alt håbet, mister troen på at det bliver bedre, mister troen på mig selv, mit værd og plads.
Livet er ikke en gave for mig, for mig føles det som en forbandelse, et mareridt jeg aldrig vågner fra.
Håb er noget jeg sjældent tør røre ved, det brænder op foran mig hver eneste gang.
Jeg mangler kontrol, og kontrollen finder jeg i selvskade, små "tvangshandlinger", ting der skal være på en bestemt måde, en bestemt rækkefølge. Hvis ikke fyldes jeg med et fysisk ubehag, der ikke forløses før jeg har gjort det på den "rigtige" måde.
Jeg higer efter at kunne kontrollere bare en flig af mit liv, et liv som på alle måder har været ude af min kontrol, total ukontrollerbart... sandt at sige er, at jeg er blevet angst for at leve...
Et skridt frem... og to tilbage...
Kører i sjette gear, men kører galt...
Springer, men når ikke fodfæste på den anden side, men falder ned i dybet...
Overtænker... mine tanker står aldrig stille, der er aldrig et sekunds stilhed... ingen fred... intet.!
Alle input ude- og indefra bliver kørt gennem overtænknings tromlen inde i mit hoved...
Vendes og drejes...
En ny gang til labyrinten...
OVERTÆNK DET UKONTROLLERBARE...!
OVERTÆNK DET ULØSELIGE
OVERTÆNK ALT DER KAN TÆNKES.!