Noget føles helt forkert

Det er bare det, at nogle gange får jeg den her følelse af at jeg ikke har en tilhørsels forhold til den her krop. 

At jeg blev født i den forkerte krop, ikke på en transkønnet måde, for jeg er ikke i tvivl om at jeg er en kvinde, det ikke det der føles forkert. Jeg distancerer mig fra min krop på andre områder, så som med smerte. Hvis jeg kradser mig selv, river eller skære mig, kan jeg selvfølgelig mærke smerten, men stadig er der en distance, en slags kløft mellem mig og min krop. Jeg kan mærke smerten, men på en bizar måde, som om det ikke er min. 

Det mærkes på en følelsesløs måde, men jeg kan stadig mærke den. Jeg ved det lyder mærkeligt, logisk set giver det jo absolut ingen mening. Det er en følelse/tanke der er blevet stærkere med årene, det føles ikke ægte, det er ikke min krop, det er svært at skulle beskrive. 

Et forsøg kunne være at lave et scenarie, fx hvis man bestiller et par sko på nettet, og når de så bliver leveret, er de ikke som du forestillede dig, de ser anderledes ud end på det billede af dem, de ligner ikke og føles ikke som de burde. Forskellen er dog at man kan returnere skoene, de kan sendes tilbage, det kan man ikke med en krop. Jeg er nødt til at finde en måde at bearbejde den følelse jeg har, det er ikke en had-følelse, mere en ukendthed. Jeg føler mig ikke hjemme i den her krop, det som om jeg mangler en del, men har ingen anelse om hvad det kan være. Inderst inde er jeg overbevist om, at der mangler noget, at det ikke er som det skulle, og ikke føles som det burde. 

Den følelsesløshed, i mangel på bedre ord, hvis bare jeg vidste hvordan jeg kunne få den til at forsvinde, og udfylde det savn jeg føler. Jeg tvivler på at der er andre der har samme følelse, men når jeg ser mig selv i spejlet, så føles den krop jeg ser, fremmed. Sommetider kan jeg få en snært af overraskelse, forbavselse når jeg kigger i spejlet. Jeg kan gå en helt almindelig dag og gøre som jeg plejer, når jeg så fanger et glimt af mig selv i et spejl, fx i mit soveværelse når jeg skifter til nattøj. 

Stort set hver gang jeg ser ind i spejlet, slår det mig hvordan mit udseende er i sekunder. Jeg tror at jeg inde i mit hoved har en anden følelse og tanke om hvordan min krop er, virker og ser ud, ikke at jeg har et andet tydeligt billede, men følelsen er anderledes. På en overbeskrivende måde er det som at kigge på en anden, en fremmed i spejlet, jeg ved det er mig, men jeg genkender ikke hvad jeg ser. Det er en utrolig kompliceret følelse jeg har mod og med min krop, jeg har været i denne krop hele livet, men stadig føles den fremmed. Jeg har tænkt over og det vil andre måske også sige, at det kunne være en eftervirkning af alle operationerne jeg har gennemgået i kroppen, så den ikke længere føles helt som min, fordi der er lavet ændringer og tilføjelser. 

Kan måske bruge en metafor med, at det kan være samme følelse en der har fået amputeret noget, kan føle at kroppen er forkert, eller mangler noget. Altså i deres tilfælde er det en fysisk del der mangler, men jeg føler også på mange måder, at jeg mangler en del af mig selv, både fysisk og psykisk. Jeg er skeptisk omkring, hvorledes jeg nogensinde vil finde et svar på hvad jeg savner, og mangler.

Hvis det er operationernes eftervirkning, så er det intet jeg kan ændre på, jeg kan ikke gøre det om. Jeg ville ikke kunne være foruden dem, kropsligt, jeg havde brug for dem, kroppen havde brug for dem. De gav jo kroppen andre muligheder for bevægelse, syn osv. Så jeg fornægter ikke at de var nødvendige, men det er følelsen de har efterladt der hjemsøger mig, hvis det er dem der har skabt denne følelse. Jeg ved jo ikke om den følelse ville have været der, selv uden dem, måske de har overskygget den egentlig årsag, måske kan de have forstærket den, jeg kan ikke afkræfte at den ikke kunne have opstået uden den del af mit liv, men kan heller ikke bekræfte det. Jeg tvivler på at svaret kan findes. Har forsøgt at forklare og tale med andre om den her uforløst følelse, men jeg tror ikke nogen helt kan forstå den, og jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde eller hvordan. Den opsluger mig og fylder mere og mere. Mit ønske er, at én eller anden kan forklare mig det, sætte ord på det for mig og jeg kan sidde med en følelse af at det er præcis det svar jeg har ledt efter.

Den GYLDNE beskrivelse

Et skridt mod en løsning eller måske kan en beskrivelse og forståelse være nok til, at følelsen forsvinder af sig selv. 

Ønsketænkning, og det er et begreb jeg helst holder mig fra, nu mindre jeg ønsker eller forvente, nu mindre skuffelse. 

Et savn, en følelseshed, et hul, noget der mangler som ikke kan findes frem. En tomhed, en sorg, en vrede, en forvirring, en angst, så mange følelser kombineret, det skaber sin egen følelse, som jeg ikke kender navnet på. 

En ukendt følelse, men essensen er, at den er der og den gør mig skør og forvirret, den får mig til at føle jeg ikke er mig, at min krop er fremmed, går i cirkler. 

En konstant tanke jeg bærer på, at noget ikke er som det burde, et hulrum. Jeg kan ikke bare returnere min krop, og modtage en ny, jeg er fanget i denne, også selvom den føles fremmed. Hulrummet breder sig.