Når alt ramler

Hvad gør man når alt ramler? 

Hvad gør man når ens hjerne trækker en gennem mudder og torne?

Når ens hjerne fortæller dig, at dit liv ikke er værd at leve? Når alt indeni føles tomt og forladt, når dit smil er overfladisk, fordi dit hjerte er koldt. 

Hvordan kæmper man i mod tankerne, så de ikke føre til handling?

Når man føler sig utilstrækkelig og at man aldrig vil få et "normalt" liv igen, fordi ens hjerne har besluttet at der ingen fremtid findes, med dig i den? Når ting virker meningsløse og intet bringer glæde?

Mit liv er blevet en kamp hver dag, en kamp mod mine egne tanker hvis agenda kun er at udrydde den jeg er, når den første tanke når jeg vågner er, at der er længe til jeg kan sove igen. Når min dag er reduceret til at kæmpe for at nå den næste. Mit liv holdes sammen af milepæle, som jeg må sætte for at kunne holde mig på sporet bare lidt tid. 

Det er ikke min vilje at jeg skal bruge hjælp til at holde mig selv i live, jeg ville ønske jeg kunne selv, men jeg føler mig som en kludedukke, der kun kan bevæge sig, med andres hjælp. 

Det er udmattende bare tanken om at gå i bad, tage skraldet ud, rydde op, handle... ja små almene hverdagsopgaver kan blive til et bjerg der skal bestiges. Når jeg intet kan overskue, fordi jeg kæmper en indre kamp imod tanker og følelser, der tager på alle min kræfter. Opsluger mig i et mørke, hvor jeg ikke kan se andet, eller høre andet. 

Jeg har endnu ikke fundet svaret, og jeg er langt fra at nå til det. Jeg falder igennem hver gang. 

Ja, jeg er selv overrasket over at jeg stadig er her i en alder af 26 år...