Jeg er ikke skør

Jeg er ikke skør....

Har altid følt mig anderledes, som om jeg ikke rigtig passede ind nogen steder. Kasserne der var skarpt markeret havde krav jeg ikke kunne imødekomme. Jeg faldt altid midt mellem dem. 

… Og jo, jeg følte mig skør, forkert, freak...

Inde i mit hoved fortalte tankerne mig, at jeg var den eneste der var "forkert", at jeg måtte være skør. Følte ikke jeg passede ind nogle steder. Turde ikke være mig selv og forsøgte at mase mig selv ned i en kasse, bare for at passe ind et sted, men det som om det aldrig rigtig virkede. 

Et sted hvor jeg for første gang følte at jeg ikke var skør, var lokalpsykiatrien, fagpersoner der forstod mig og mine udfordringer, forklarede mig at det var "naturligt" at reagere... Men det var ikke rigtig helt nok. 

Jeg stødte på Peer to Peer Odense, og blev mødt af fantastiske mennesker. Jeg kom i et "match" og fik indblik i en helt ny verden, hvor alt ved mig var okay. Jeg mødte mennesker der forstod mig på et dybere niveau, de var "som" mig. De har psykisk sårbarheder, men her blev man set på som det man "fremviste" altså personen bag diagnosen. Jeg kunne endelige være mig selv, kunne endelig føle jeg passede ind et sted og at jeg var noget værd. 

Jeg er ikke skør...

Eller jo, men på en god måde. Skør, fjollet, tosset, pædagog, legesyg, humoristisk skør. 

Et positivt syn på ordet skør, dukkede op. 

Jeg bære mine skeletter på mine skuldre, byrden i mit hjerte og tankerne suser gennem min hjerne konstant, jeg har mistet kontrollen over mine tanker, ar på sjæl og krop. 
Men jeg passer et sted, jeg skulle blot finde min plads... Jeg leder stadig efter min plads i livet... Det vigtigste er, at jeg søger og leder i mørket.