Flugt fra virkeligheden

Virkeligheden kan være en barsk og brutal ting at befinde sig i. Især hvis denne virkelighed virker til at være imod en, og vil gøre alt for at få en ned at lægge. 

En virkelighed der sneg sig ind på mig efter års fornægtelse og forsøg på at skubbe den langt væk, lukke ned for følelserne og sætte lås på boksen. Med hensigten om aldrig nogensinde at åbne den igen. Men når man kontinuerligt skubber flere og flere ting ned i boksen, kan den til sidst ikke holde til presset og låget springer op. Dette skete for mig, for 5-6 år siden. Låget sprang op og alle følelser, tanker og oplevelser fløj rundt i mit hoved. Det var umuligt at gribe dem, umuligt at finde rundt i hvad de betød og hvor de kom fra. 

Alt andet blev overskygget... oversvømmet af bølgerne der skyllede ind over mig, forsvarsløs blev jeg trukket med ned i mørket, druknet... 

Al smerten, vreden, sorgen, selvhadet, værdiløsheden, magtesløsheden osv. var spærret inde i mit hoved. Smerten blev uudholdelige, føltes som mit hoved ville sprænge, og alt virkede så meningsløst. 

Her sneg selvskade sig ind i mit sind, et muligt afløb, en pause fra tankerne, en drastisk metode til at hive mig ud af tankespindet. Selvom det blot drejede sig om få minutters stilhed, så var den stilhed altbetydende. Draget af "stilheden" blev jeg afhængig af den fysiske smerte, afløbet. Jeg lagde ikke noget i fysisk smerte, den var jeg bekendt med. Ligeglad med arrene, dem var der rigelig af, det betød intet.          Jeg ville bare så gerne have fred, stilhed, bare et øjeblik hvor alt stod stille inde i hovedet, lammet. 

Det startede i små skridt, elastikken blev min nye accessoires. Smældet gav en smerte, men efterladte intet mærke. Men som mange andre ting, blev jeg "immun", det gav ikke længere den effekt jeg søgte. Jeg søgte mod "hævn", hævn over den krop der forrådte mig siden jeg tog mit første åndedrag.... Cutting kom ind i billedet, det gav hvad jeg søgte, eller troede jeg søgte. Problemet var nu, at jeg ikke kunne stoppe og arrene blev flere og flere. Men på intet tidspunkt tænkte jeg på hvad jeg efterlod af mærke, jeg var derude hvor alt drejede sig om flugten... FLUGTEN FRA VIRKELIGHEDEN. 

Et kompromis med min tankemylder. For fred var hvad jeg søgte, fred for mig selv, verden omkring mig, mennesker, stemmer, fortid-nutid og fremtid. Min rygsæk blev for tung og jeg ønskede bare at forsvinde. 

Ansvar, er måske et stort ord, eller ukorrekt, men det bedste jeg kan finde frem lige nu. Ansvar for folk omkring mig, jeg hørte ikke når de fortalte mig at de elskede mig, hørte og så ikke deres interesse og kærlighed. Men jeg vidste det, jeg frygtede den. Jeg blev grebet af skyld, hvis jeg tog den endelige beslutning, hvem efterlod jeg, hvordan ville de reagere, ville de savne mig? Det ville jeg ikke kunne være skyld i, så jeg overlevede på andres kærlighed til mig, trods jeg ikke forstod hvor den kom fra. 

Blev ligeglad med mig selv, lod det "onde" vinde, lod det hærge mit sind og rive mig rundt, lod mig drukne i det kolde hav. Så længe jeg overlevede, så var det lige meget om jeg levede. 

Jeg er ved at grave mig ud af mørket, lære at svømme i det kolde mørke hav, navigere i mørket og tankespindet. Det er hårdt, og til tider vil jeg bare gerne give op, men det kan jeg ikke... det MÅ jeg ikke.

Behovet for at flugte fra virkeligheden fylder stadig utrolig meget, og af til falder jeg. Lader mig føre i fordærv, jeg har ikke overskud til at kæmpe mod mine egne tanker...