Citater fra fagpersoner jeg har mødt, som patient

Første gang på psykiatrisk akutafdeling mødte jeg en sygeplejerske, der nok ikke arbejdede på den rette afdeling, men hvem er jeg og mene det, ikke? Nå, men efter 4-5 timers ventetid i et yderst depressivt venteværelse, kommer jeg endelig ind til en "for samtale". Her bliver man først mødt af en sygeplejerske, som så vurdere om man har behov for en samtale med en psykiater... eller sendes hjemad igen. 

Jeg bliver kaldt ind af den her sygeplejerske, vi sætter os ned i et rum der ligner en lægeklinik, jeg begynder så at fortælle min historie osv. (skåner jer for detaljer), hun lytter til mig (Når ja, jeg har en veninde med. Er ikke alene). Da jeg pauser min talestrøm, og afventer "Dommen", så folder hun hænderne, kigger indtrængende på mig og siger "Jo, men nogle gange Camilla, så kan livet gøre lidt ondt"... A' hva? Arh okay fair, men altså nu var det ikke en klage over en karakter, en udsolgt vare, men okay så. Jeg var målløs, mundlam... Men altså hun sendte mig hjem, ingen psykiater, intet, niks...hjem med mig. 

(Næste gang jeg dukkede op i deres venteværelse (med hjælp fra min veninde igen), der mødte jeg heldigvis en anden sygeplejerske, som dog tilbød mig en psykiater samtale)

Netop denne psykiater (En rigtig sød og imødekommende dame), hun lyttede, og forstod at dette altså ikke bare forsvandt med et "det skal nok gå"-klap på skulderen, men var lidt mere kompliceret end det, nå men jeg blev henvist til lokalpsykiatrien... And the rest is history (eller hvad man siger). 

Men hende her, hun lyttede som nævnt til et udpluk af min ret lange sygehus-historie, hun var målløs (som de fleste), men det der optog hende mest (af hvad jeg fornemmede, og det der ramte mig mest), var at jeg på intet tidspunkt i min sygehistorie, af nogen professionel der har haft mig i "hænderne" som barn, har tænkt på at tilbyde "psykisk" hjælp... Nej, det fysiske var jo i centrum, men selv fysiske traumer, efterlader ar på sjælen, med hendes ord "Det er et kæmpe svigt du er blevet udsat for, som barn, af de voksne der skulle passe på dig" (og her snakker hun om professionelle/fagpersoner). Det ramte mig, for det er noget jeg ikke selv har tænkt over... hvad ved jeg... Hun så, hvad andre ikke så. Et barn inde i mig, der havde følt svigt og afmagt, som var blevet opereret, og som mistede sin identitet til dette. Jeg takker hende stadig i mine tanker, for at hun tog sig tid til at lytte, forstå og anerkende at jeg ikke blot er "skør" eller har "vrangforestillinger" og "forkerte følelser" som følge af fysiske, men jeg vil vove at påstå, endnu hårdere psykiske belastninger. 

… Også på fysisk banehalvdel har jeg mødt modstand fra fagpersoner, hvor ikke kun jeg, men også mine forældre mødte dette. Jeg blev beskyldt for at være indbildsk og besværlig, en unge der skulle være stille så andre kunne sove, alt imens jeg lå i et smertehelvede, som ikke blev tilset. 

… Været tæt på at miste synet, pga. en påståelig øjenlæge (der mente at vi intet vidste, i modsætning til hende), afskåret blodtilførsel i min fod grundet stram gips, osv. 

Jeg skriver ikke dette for at hænge nogen ud, derfor har jeg ikke nævnt navne, på nogen af fagpersonerne (tror ikke engang, jeg ville kunne huske navnene), men jeg skriver det ned for MIN skyld... for at sortere... og rydde ud.