Bag diagnosen

Det er bare det, at nogle gange får jeg den her følelse af at jeg ikke har en tilhørsels forhold til den her krop.

Alene? det er et svært begreb at forholde sig til.

Det er som om jeg er død, for jeg sidder på sofaen og ser mig selv. Men det er ikke voksne mig, nej det er lille mig. Da jeg var barn, i min tidlige barndom. Jeg ser på mig selv i mine tanker, bag mine lukkede øjenlåg. Jeg har medlidenhed med den lille pige, jeg ser danse. Hun er ikke...

Overtænk... At overtænke at jeg overtænker...

Er jeg? Er vi alle bare et nummer?

Hvad gør man når ens hjerne trækker en gennem mudder og torne?

Virkeligheden kan være en barsk og brutal ting at befinde sig i. Især hvis denne virkelighed virker til at være imod en, og vil gøre alt for at få en ned at lægge.

Har altid følt mig anderledes, som om jeg ikke rigtig passede ind nogen steder. Kasserne der var skarpt markeret havde krav jeg ikke kunne imødekomme. Jeg faldt altid midt mellem dem.

Første gang på psykiatrisk akutafdeling mødte jeg en sygeplejerske, der nok ikke arbejdede på den rette afdeling, men hvem er jeg og mene det, ikke? Nå, men efter 4-5 timers ventetid i et yderst depressivt venteværelse, kommer jeg endelig ind til en "for samtale". Her bliver man først mødt af en sygeplejerske, som så vurdere om man har behov...

CHARLIE, 2004-2021 (13. maj 2004 - 22. februar 2021).